|

Vindhastigheden over havet for hele verden observeret 1
februar 2007 fra QuikSCAT satellitten. En voldsom storm ses lige
vest for Kap Horn, der er det sydligste punkt i Sydamerika.
Stormen er vist med lilla og sorte farver. Det betyder
vindstyrke på 40 til mere end 50 knots svarende til 20 m/s til
mere end 25 m/s. Kilde:
http://manati.orbit.nesdis.noaa.gov/quikscat/.
Vædderen var på vej fra Antarktis mod Kap Horn, da denne
meget stærke storm blev varslet. Satellitbilledet (klik ind på
det store billede) viser hvorledes stormen drejede med uret
rundt om lavtrykket i det nederste venstre hjørne i billedet.
Samtidig bevægede lavtrykket sig mod øst og dermed direkte over
mod Kap Horn.
Kaptajnen på Vædderen valgte at undgå det værste af stormen
ved at sejle ind gennem Magellanstrædet ved Argentinas kyst i
stedet for at sejle op langs Chiles vestkyst ved Kap Horn. I
Google Earth på Satellite Eye
http://galathea.oersted.dtu.dk/GE.html kan man klikke ind på
’Rute med data’ og se at Vædderen den 31 januar befandt sig i
pænt vejr mellem Antarktis og Kap Horn. Vinden var 6 m/s fra
nordøst. Et halvt døgn senere var Vædderen i Chile i
Magellanstrædet og skibsdata viser vinden var 30 m/s fra vest.
Dermed var det en god beslutning at sejle i læ for stormen
gennem Argentina, selv om man dermed ikke kunne forske
(observere vind mm.) ombord i de cirka 15 timer som det tog at
passere argentinsk farvand, idet der ikke var
forskningstilladelse der.
Teknisk information
Vindkortet er optaget af QuikSCAT scatterometeret.
Scatterometri er en aktiv radar teknologi, hvor der fra
instrumentet udsendes mikrobølge stråling. Den del af
mikrobølge-strålingen, som returnerer fra jordens overflade
tilbage til satellitten, observeres med en antenne. På havets
overflade danner den aktuelle vind hele tiden små bølger, der
størrelsesmæssigt svarer til bølgelængden af mikrobølger, nemlig
omkring 5 cm. Jo mere vind, jo flere små og stejle bølger
dannes. Fra disse små bølger reflekteres mikrobølge-strålingen.
Når det er vindstille, fremstår billedet sort, fordi al
strålingen spejles væk fra instrumentet. Ved højere vindstyrker
vil billedet være lysere, fordi en større andel af strålingen
tilbagespredes til instrumentet fra de små bølger.
Mikrobølge-strålingen trænger igennem både skyer og regn. Dermed
laves der vindkort i al slags vejr, dag og nat.
Billedet er nedtaget af Risø – DTU fra
http://manati.orbit.nesdis.noaa.gov/quikscat/
Læs mere om emnet på Satellite Eye for Galathea 3 projektet
”Vind over havet”.
http://galathea3.emu.dk/satelliteeye/projekter/wind/index.html |