|

Havtemperaturen d. 16. August 2006.
Billedet indgår i Satellite Eye for Galathea 3 projektet,
hvor man kan hente aktuelle billeder, der viser havtemperaturen
i overfladen i de områder, som Galathea 3 ekspeditionen besøger.
Hvad kan man se ?
Vi ser store temperaturvariationer på over 25ºC fra Kap
Farvel ned til ca. 45ºN, hvor en gren af Golfstrømmen går over
til at blive vestgående (for siden at dreje mod syd). Vi ser
desuden et koldt område i Den Engelske Kanal, fordi de stærke
tidevandsstrømme i området trækker koldt bundvand op til
havoverfladen. Vi bemærker også de meget store
temperaturforskelle mellem Den Østgrønlandske Strøm og Den
Norske kyststrøm.
Langs Grønlands Østkyst kan man se en kile af koldt vand inde
ved kysten. Dette er den Østgrønlandske Strøm, der har sin
oprindelse i det Arktiske Ocean og som flyder sydpå med meget
koldt og relativt fersk vand. Den Østgrønlandske Strøm
transporterer også is af arktisk oprindelse, kaldet ”Storis”
helt ned forbi sydspidsen af Grønland og derfra nordpå igen i
den Vestgrønlandske Strøm.
Interessant er det også at se temperaturforskellen på samme
breddegrad mellem øst og vest i Nordatlanten. Læg f.eks. mærke
til at der er flere graders forskel imellem havtemperaturen ved
Shetlandsøerne i forhold til området ved Sydgrønland, selvom de
ligger på ca. samme breddegrad. Denne øst-vest forskel skyldes
den Nordatlantiske Strøm, der har sin oprindelse i Golf Strømmen
og der flyder øst-nordøst som en varm og saltholding strøm.
Dermed finder man vand af arktisk oprindelse i den nordvestlige
del af Nordatlanten, hvorimod vand fra subtroperne findes på
samme breddegrad i den nordøstlige del af Nordatlanten.
Teknisk information:
Figuren er konstrueret ud fra satellitobservationer fra flere
forskellige satellitter. Da de infrarøde observationer er
begrænset af skyer, og da mikrobølge observationer har en ret
grov rumlig opløsning, er det nødvendigt at foretage en
interpolation af data før man kan få et havtemperaturfelt i høj
opløsning uden huller. Til dette har DMI udviklet en metode, der
kombinerer satellitdata fra forskellige satellitter og til
forskellige tider, og benytter statistik til at udregne et
bedste gæt på en havtemperatur for hver 5 kilometer i hele
Nordatlanten.
|